Basishjælp til ALT DET SVÆRE MED TEGN, ORD OG SÆTNINGER

BØJNINGER OG SÆTNINGSLED

NAVNEMÅDE

Navnemåde (infinitiv, ubestemt måde infinitivus), eller "at-form" som det også kaldes, er en bøjningsform af et udsagnsord. Navnemåde kan fungere som et substantiveret udsagnsord, det vil sige, at det kan stå som både grundled (subjekt) og genstandsled (objekt) for andre udsagnsord.

EJEFALD

Ejefald (genitiv) er en bøjningsform af navneord, tillægsord eller stedord. Ejefald bruges ofte til at betegne ejerforhold i bred forstand: At nogen ejer noget, eller det omvendte; at noget tilhører nogen. F.eks. malerens pensel, bolden var spillerens. Men som udgangspunkt er ejefald blot en form, der knytter to navneord sammen uden en bestemt betydning. "Den, der ejer" kan typisk kendes på at ordet slutter på -s.

GRUNDLED

Grundleddet er et vigtigt led i en sætning, da det er det led, der - lidt forenklet sagt - viser, hvem/hvad der gør det, som udsagnsleddet beskriver. Du finder altså grundleddet ved at spørge: "hvem eller hvad + sætningens udsagnsled".

Symbol:

UDSAGNSLED

Udsagnsleddet er det vigtigste led i en sætning. Det er det, fordi udsagnsleddet viser tiden i sætningen og kan udtrykke handling, beskrive en tilstand, en overgang eller et forhold. Sagt på en anden måde, består udsagnsleddet af et udsagnsord, der er bøjet tid. På dansk bøjer vi ikke udsagnsord efter personen, som vi kender det fra f.eks. engelsk (I am, you are hedder på dansk Jeg er, du er).

Til gengæld bøjes udsagnsordet i tid, og den bøjning er vigtig for at forstå teksten (hvornår foregår det?) - f.eks. hvis en person løber:

Nutid:

"Jeg løber."

Før nutid:

"Jeg har løbet" (her indsættes et hjælpeudsagnsord "har" i nutid

+ kort tillægsform af det oprindelige udsagnsord).

Datid:

"Jeg løb."

Før datid:

"Jeg havde løbet" (her indsættes et hjælpeudsagnsord "har" i datid + kort tillægsform af det oprindelige udsagnsord).

Fremtid:

"Jeg vil løbe." (her indsættes udsagnsordet "vil" + navnemåde af det oprindelige udsagnsord).

Kort, simpelt og letforståeligt, ikke?

Udsagnsleddet er det led, hvor du kan sætte "jeg" eller "det/den" foran (i princippet de fleste navneord).

Symbol:

GENSTANDSLED

Genstandsleddet er det, der bliver udsat for noget, det led, som er genstand for en handling. Du finder genstandsleddet ved at spørge: "Hvem eller hvad + udsagnsled + grundled".

Symbol:

HENSYNSLED

Hensynsleddet fortæller, hvad grundleddet gør for nogen/noget.

Eksempel:

Hun hentede tasken for sin søster. Hvem gjorde hun noget for? Søsteren. Hvad gjorde hun? Hentede tasken (handlingen blev gjort af hensyn til søsteren).

Symbol:

Symbolerne bruges bla. til at sætte grammatisk komma (se sidste afsnit side 54) og ved sætningsanalyse.

Eksempel:

Ved at sætte symbolerne på og analysere vores sætning, kan vi konstatere, at der skal være et grammatisk komma efter "mor", da sætningerne på begge sider af kommaet indeholder grundled og udsagnsled - se mere om kommaregler i afsnittet om kommaet på side 53.

LIDT MERE OM BØJNINGER

Den latinske betegnelse for bøjning er fleksion (fra det latinske ord fleksibel, der betyder "bøjelig").

Hvad kan bøjes? Skal jeg bøje det i neon for dig: Det kan dine ord. Ikke alle ord, men følgende ordklasser kan:

1. Navneord (substantiver)

2. Stedord (pronominer)

3. Tillægsord (adjektiver)

4. Udsagnsord (verber)

Du har tidligere læst, at udsagnsord kan bøjes. Det kan ikke komme bag på dig, at de er nævnt her. Så lad mig starte med dem. Udsagnsord bøjes i tid, som beskrevet på side 20. For lige at rekapitulere:

- Nutid (jeg griner)

- Før nutid (jeg har grinet)

- Datid (jeg grinede)

- Før datid (jeg havde grinet)

- Fremtid (jeg vil grine)

Det, der kan gøre dansk svært, når det drejer sig om udsagnsord, er at ordet ofte skifter stavemåde i datidsbøjningen. "At grine" er ligetil:

- Jeg griner (nutid)

- Jeg grinede (datid)

Her skifter endelsen, men ikke hele stavemåden. Havde jeg i stedet brugt udsagnsordet "at le" ville det staves således:

- Jeg ler (nutid)

- Jeg lo (datid

Det skal man kende sproget for at vide. Der er mig bekendt ingen fast defineret regel?!

Navneord bøjes typisk i antal (en eller flere) og i ejefald. F.eks. "Kat":

- Kat (en kat)

- Katten (bestemt kat/ental)

- Kattene (flere katte/flertal)

- Kattens madskål (i betydningen "det er kattens og kun den bestemte kats madskål")

- Kattenes madskåle (i betydningen "det er flere kattes - og ikke kun én bestemt kats - madskåle")

Som du kan se, er ental/flertal i dette eksempel ikke helt ens. Der skal et ekstra -t med i bestemt form og i flertal. Der er ingen præcis regel om, hvornår der skal "et ekstra bogstav før endelsen" på - det er noget lydeligt, og med til at gøre dansk lidt svært ... Havde jeg brugt ordet "hund", havde ingen - heller ikke du, håber jeg - tænkt på at skrive "Hundden" eller "Hunddene" vel?

På side 16 behandler jeg stedord. Stedordet "jeg"/"du"/"han/hun" bøjes på følgende måde:

- "Jeg"/"du"/"han/hun" (nominativ)

- "Mig"/"dig"/"ham/hende" (akkusativ)

- "Min"/"din"/"hans/hendes" (genitiv)

Og sådan er det bare. Det må du lære udenad.

Og så er der tillægsordene . de bøjes efter hvor meget/mange. Eller sagt på en anden måde: I grader (1.,2. 3. grad - også kaldet positiv, komparativ og superlativ) gående fra normal til "mindst/størst" form. Forvirrende? Måske eksemplerne "stor"/"hurtig" og "masser" hjælpe med at give det mening:

Stor:

1. grad (positiv) - "Stor" (er bare stor)

2. grad (komparativ) - "Større" (lidt mere end stor)

3. grad (superlativ) - "Størst" (kan ikke blive større)

Hurtig:

1. grad (positiv) - "Hurtig" (bare almindelig hurtig)

2. grad (komparativ) - "Hurtigere" (lidt hurtigere end hurtig)

3. grad (superlativ) - "Hurtigst" (kan ikke gå hurtigere!)

Masser (min yndlingsaversion *) - se side 84):

1. grad (positiv) - "Masser" (meget af noget)

2. grad (komparativ) - "Mere" (lidt mere end masser)

3. grad (superlativ) - "Mest" (der kan ikke være mere!)

*) Når jeg skriver yndlingsaversion, så er det selvfølgelig - som du kan læse på side 84 - fordi jeg har det svært med, at nogen i ramme alvor bøjer "masser" i 2. grad som "massere" . det er for dumt! Og det burde være ulovligt!

Som du kan se, er der ingen fast bøjningsregel. Ordet kan bøjes med endelserne -re og -st uden at skifte stavemåde (f.eks. hurtig/hurtigere/hurtigst) eller en kombination, hvor stavelsen ændre sig fra 1. til 2. og 3. grad, men endelsen stadig er -re og -st (kan skifte stavemåde - f.eks. masser/mere/mest).

Udover de fire allerede nævnte ordklasser, er der tre, der er sådan lidt "bøjning-wanna-be" - de har ikke en "rigtig" bøjning, men noget der ligner. Det drejer sig om:

1. Biord (adverbier)

2. Kendeord (artikler)

3....