I. Indledning
Innhold Det var i sommeren 1882, at vi ombord paa en norsk sælfanger, «Viking», blev fast i isen under den endnu ukjendte del af Grønlands østkyst (paa omtr. 66° 50' n. b.). I 24 døgn laa vi fast, og for hver dag drev vi til besætningens forfærdelse den bjergfulde kyst nærmere. Tinderne og jøklerne laa og glitrede i dagen derinde bag drivisen; om kvelden og natten, naar solen under sin runde over himlen berørte dem og satte luft og skyer i brand bagenom, fremhævedes end mer deres vilde skjønhed.
At kikkerten mer end engang om dagen rettedes vestover fra stortoppen, og at hele denne ukjendte verden lokkede og drog i min unge sjæl, er neppe unaturligt. Ustanselig grundedes over planer til at naa denne kyst, som saa mange har søgt forgjæves, og jeg kom til det resultat, at den maatte kunne naaes, om ikke gjennem isen ved hjælp af skib, som tidligere prøvet, saa i ethvert fald over den, naar man trak baade med sig.
Jeg vilde endog straks gjøre et forsøg og alene spadsere iland over isen. Dette strandede imidlertid paa kapteinen, som under de forhaandenværende forhold ikke fandt det forsvarligt, at nogen forlod skibet for længere tid.
Efterat jeg kom hjem, skrev jeg paa opfordring en artikel i dansk Geografisk Tidsskrift (7de bind p. 76). Heri udtaler jeg som min formening, at det uden synderlig vanskelighed lader sig gjøre at naa Grønlands østkyst, naar man ombord i en norsk sælfanger trænger ind i isen, saa langt man rækker, og saa forlader skibet og gaar over isen iland.
At der ogsaa dengang foresvævede mig nogle ideer om at trænge ind mod landets indre, lader sig neppe negte; disse fik dog først ved en senere leilighed fast form.
Det var en høstkveld aaret efter (altsaa 1883) - jeg mindes det, som det var igaar - jeg sad og hørte ligegyldig paa, at dagens avis blev oplæst; da blev med ét min opmerksomhed fængslet af et telegram, som berettede, at Nordenskiöld var kommen lykkelig tilbage fra sin ekspedition mod Grønlands indre, at han ingen oaser havde fundet, men kun uendelige snemarker, over hvilke hans to lapper skulde have tilbagelagt en utrolig strækning paa kort tid, og hvor de skulde have fundet godt skiføre. Det slog ned i mig som et lyn: en ekspedition paa ski gjennemtrænger Grønland fra kyst til kyst. Planen var færdig, saaledes som den senere blev fremsat og udført.
Min mening var i korthed den, at hvis man udrustede en ekspedition af kraftige skiløbere paa en hensigtsmæssig maade, saa maatte den komme over Grønland, naar den begyndte fra den rigtige side; men dette sidste var af stor vigtighed.
Begyndte man, som alle tidligere ekspeditioner, fra vestkysten, kunde man være sikker paa ikke at komme over; man vilde da have Ægyptens kjødgryder bag sig, mens man foran kun havde den ukjendte isørken og østkysten, som ikke er meget bedre. Og selv om man naaede frem, havde man lige saa lang vei tilbage for at vende hjem.
Den eneste sikre vei var efter min mening at gjennemtrænge drivisen og lande paa Grønlands øde og isdækte østkyst og herfra gaa mod den beboede vestkyst. Paa den maade kastede man alle broer af bag sig, ikke blev det nødvendigt at drive mandskabet frem, østkysten skulde neppe lokke en tilbage, mens forud laa vestkysten, dragende med alle civilisationens behageligheder. Der var intet valg, kun fremad, ordren vilde lyde: Døden eller Grønlands vestkyst.
Det følgende aar fremsatte jeg min plan i et brev til en bekjendt i Danmark og foreslog en kombineret dansk-norsk ekspedition til Grønlands østkyst; danskerne skulde undersøge østkysten, mens nordmændene paa ski skulde gaa over indlandsisen til vestkysten. Dette førte til intet, og da jeg blev sterkt optaget paa andre kanter, hvilede sagen i nogle aar.
Først høsten 1887 bestemte jeg mig til for alvor at gaa igang. Min oprindelige mening var at udføre ekspeditionen for private midler; men da jeg fra flere hold blev kraftig opfordret til at søge det norske universitet om de nødvendige midler, forat ekspeditionen derved skulde faa et mere offentligt nationalt præg, samstemte jeg deri og indsendte til universitetet følgende ansøgning:
«Til
det akademiske kollegium ved det kongelige
Fredriks universitet i Kristiania.
Det er min hensigt til sommeren at foretage en reise paa ski over Grønlands indlandsis fra østkysten til vestkysten.
Grønlands indre er et af de fuldstændigste terræ incognitæ, vi har paa vor jords overflade; det frembyder imidlertid saa mange videnskabelige opgaver at løse, at det tillige udgjør et af de interessanteste. Det har derfor gjennem tidernes løb heller ikke manglet paa forsøg paa at trænge derind.» - - -
Derefter følger en opnævning af de vigtigste af disse forsøg, som imidlertid vil blive omtalte paa et andet sted i denne bog. Efter endvidere at have paapegt, af hvor stor videnskabelig betydning det er at faa dette, som jeg udtrykker mig, «sandsynligvis sne- og isfyldte indre» undersøgt, fortsætter jeg:
«Min plan er nu ved hjælp af norske skiløbere at trænge tvers igjennem dette indre. Nordmændene har endnu kun lidet bidraget til forskningen i de arktiske egne; der er endnu ikke udrustet en eneste arktisk ekspedition fra Norge (jeg regner ikke her Atlanterhavs-ekspeditionen, hvis maal jo væsentlig gik i anden retning), mens nabolandene Sverige og Danmark har ofret ikke lidet paa løsningen af de arktiske problemer. Dette kan synes saa meget merkeligere, som det jo for Norge maatte ligge nærmest, og nordmændene vel utvilsomt er den nation, der af alle er bedst skikket for polarforskning. Vi har forudsætningerne til at taale klimatet bedre end de fleste andre, og vi har i vore skiløbere en overlegenhed, som er ganske betydelig.
Hvor fuldstændig overlegen en skiløber er alle andre paa Grønlands snemarker, tror jeg maa fremgaa tydelig nok fra de to lapper, Nordenskiöld havde med sig.
Jeg mener derfor, at en ekspedition paa ski (med skikjælker, muligens trukne af hunde) vil have al mulig udsigt til at komme lykkelig gjennem Grønland.»
Efter derpaa at have redegjort for min plan, slutter ansøgningen saaledes:
«I anledning denne plan vil jeg forespørge det ærede kollegium, om det tror sig istand til at bevilge midler dertil, eller om det vilde opføre paa budgettet for iaar de nødvendige midler til denne reise.
Omkostningerne, om reisen skulde foretages paa her antydede maade, vil antagelig beløbe sig til kr. 5000,00.
Kristiania 11 nov. 1887.
Ærbødigst Fridtjof Nansen.»
Ansøgningen blev paa det kraftigste anbefalet af det akademiske kollegium og oversendt til regjeringen, forat denne kunde tage den under overveielse og befordre den videre til stortinget som regjeringsforslag paa regelmæssig vis. Fra regjeringen blev der imidlertid svaret, at man ikke fandt at kunne optage forslaget, og i et af de regjeringsvenlige organer blev det endog antydet, at man ikke kunde se nogensomhelst grund til, at det norske folk skulde betale en saa stor sum som femtusend kroner, forat en privatmand kunde gjøre en forlystelsesreise til Grønland. De fleste, som hørte om planen, mente, det var det reneste galmandsverk, jeg maatte enten være mindre vel bevaret eller kjed af livet; hvad var der at hente i Grønlands indre?
Heldigvis var nogen hjælp fra regjering, storting eller nogen anden ingen nødvendighed for mig.
Da kom et tilbud fra en mand i Kjøbenhavn om at betale den sum, hvorom jeg havde ansøgt.
Denne mand var etatsraad Augustin Gamél, som jo allerede ved udrustningen af Dijmphna-ekspeditionen har gjort sig fortjent af den arktiske forskning. Dette tilbud fra en udlænding og en mig personlig ukjendt mand om at bidrage til en ekspedition, som af de fleste ansaaes for at være vanvid, var i sandhed saa ædelmodigt, at jeg ikke kunde betænke mig paa at modtage det.
Det var først i januar 1888, at jeg i det norske tidsskrift «Naturen» i en artikel, betitlet «Grønlands indlandsis», fremlagde min plan for offentligheden. Efterat jeg her bl. a. har redegjort for de mange tidligere forsøg paa at trænge ind i Grønlands indre, siger jeg:
«Min plan er i korthed følgende: Med 3 à 4 af de bedste og mest udholdende skiløbere, som blir at opdrive, vil jeg i begyndelsen af juni med et af de norske sælfangerfartøier gaa fra Island mod Grønlands østkyst og paa omkring 66° n. br. forsøge at naa ind mod kysten saa langt som muligt.k1 Hvis fartøiet ikke skulde kunne naa land, hvad dog efter sælfangernes erfaring ikke er usandsynligt, idet disse hyppig har været inde under denne ukjendte kyst,k2 saa forlader ekspeditionen fartøiet, naar dette er kommet saa langt ind som muligt, og gaar over isen iland.
For at sætte over det aabne vand, som antagelig findes nær kysten, trækkes en let baad paa meier med over isen. At en saadan fart over drivis er mulig, tror jeg fra tidligere kjendskab til denne med sikkerhed at kunne antage. I 1882 foretog jeg nemlig med sælfangeren «Viking» fra Arendal en reise i disse egne, og vi blev i juni sat fast i isen under østkysten af Grønland. I løbet af 24 døgn drev vi da langs den kyst, hvor jeg nu agter at lande, og jeg havde i den tid under talrige vandringer og jagtfærder rigelig anledning til at stifte bekjendtskab med isens beskaffenhed og sneforholdene, ligesom vi ogsaa hyppig under vor reise blev nødte til paa grund af pludselige indesperringer at trække vore baade lange distanser over flagene. - Paa denne maade mener jeg altsaa at skulle kunne naa land. Helst saa jeg, at dette blev et stykke nordenfor kap Dan, da kysten her endnu ikke er bereist af europæere, og der er meget af interesse at...
