Reiseliv
Innhold Det var et vekslende reiseliv mine foreldre førte i de følgende 15-20 år. Snart i Kristiania, Østre Slidre og på Tromøen, snart i Stuttgart og Dresden med enkelte sommerophold i Berchtesgaden.
Far var meget upraktisk og overordentlig nærsynt, så der på reiser kunde opstå de pussigste situasjoner. Engang kom vi til Ala, grensestasjonen mellem Italien og Østerrike, og det blev noget kluss med fortollingen av våre kufferter. Straks gikk det gjennem hans hjerne, at han naturligvis var utsatt for italienske snytenstrupper som under et eller annet påskudd vilde beholde kuffertenes innhold. Han sprang ut av kupeen og la et blankt gullstykke på tolderdisken, og det vidunderlige skjedde: et øieblikk efter var alt i orden.
En annen gang satt vi i Basel og ventet på et kommende tog. Under sine vandringer frem og tilbake på perrongen var han kommet bort fra sin hustru og speidet gjennem sine briller efter henne, men borte var hun. Tilsist gikk han resolutt bort til en dame, som satt på en benk, lettet på hatten og spurte høflig: «Sind sie vielleicht meine Frau?»
En aften ankom vi til Avricourt, den franske grensestasjon på veien mellem Strassburg og Paris. Det var i Boulangertiden, da der i Frankrike blev ropt på revanche og da enhver som sa «ja» eller «nein» blev illesett. «Er De tysker?» spurte den franske konduktør som skulde klippe våre billetter. «Nein,» svarte far på tysk. «Ich verstehe nicht diese Sprache».
Høsten 1878 gikk mine foreldre i Stuttgart og søkte efter en bolig. Det var ennu i de tider da det var en sjeldenhet, at nogen utlending slo sig ned i den av vinberg omkranste, deilige sydtyske by. Overalt hvor noget var ledig, forlangtes der ublu forskudd på leien, og min fars portemoné var ikke så velbeslått at han kunde opfylle fordringene. Vi hadde tatt inn på det fine «Hotel Marquardt», så det gjaldt å komme i hus snarest. Et telegram til vårt jordiske forsyn - Hegel i Kjøbenhavn - var avsendt, og i påvente av svar gikk hele familien dag efter dag og lette efter bolig. Jeg husker at far - for å imponere - hadde stukket Olavsordenens rosett i knapphullet, hvilket blev helt oversett av leievertinnene. Derimot hadde det en forbløffende virkning på skiltvakten ved «Königsbau», som hver gang vi gikk forbi presenterte gevær.
Stillingen blev for hver dag mer og mer fortvilet, for der var ikke dengang som nu nogen landsmann eller norsk forening å vende sig til. Som vi imidlertid en dag gikk der i gatene - far og mor foran og vi fire barn efter - fant min mor ut at min stråhatt var umulig - jeg måtte ha en ny - og så gikk vi inn i en liten hattebutikk i et skummelt strede. Fars glede og overraskelse var stor, da det viste sig at hattemakeren var norsk. Han het Kristiansen, hadde opholdt sig i 30 år i Stuttgart og talte gebrokkent norsk. Gjennem ham fikk vi en bolig i Sophienstrasse 1 B, og den vanskelige situasjon var reddet. Hattemaker Kristiansen så ut som Olav den Hellige, han hadde stort rødt skjegg og frydet sig som et barn ved igjen å høre sitt hjemlands sprog. På sine gamle dager kom han tilbake til Kristiania, hvor han etablerte en hattemakerforretning i Gunnerusgaten.
Mellem alle disse små reiseerindringer dukker et gutteminne op i mig. Det var en morgen i Dresden i 1880 årene. Mine foreldre satt ved frokosten og snakket om Kiellands nye bok «Garman & Worse», som de nettop hadde lest. Det var i de år, da Jonas Lie's navn kun med et medlidende skuldertrekk blev nevnt av den litterære kritikk, og da den ubetydeligste forfatter blev skreket op på hans bekostning.
- En kraftig bok, et gripende verk, mumlet Lie mismodig. Det nytter ikke for mig å fortsette, når slike karer dukker op. Jeg tror jeg vil søke mig inn i tollen jeg, Thommen.
- Sludder, Jonas, sa fru Lie. Du må ikke tape motet. Jeg vet at du kan skrive, og jeg mener at du ennu bør fortsette i nogen år, så får vi se -
- Selvsamme dag skrev Lie sitt første brev til Kielland, hvor det heter:
«Nu har jeg læst «Garman & Worse», og den bok har gjort, hvad der ofte ikke hænder mig - glædet mig, så jeg tror, jeg har grædt - - Og det, som er grunden til, at jeg skriver dette brev, er, at jeg indser, at De har neb, er en digter eller forfatter med geni - og jeg vil takke Dem ikke som forfatter, men som almindelig glad, unbefangen, norsk læser - -»
Fra den stund opstod der mellem de to diktere en brevveksling som grunnla et varig vennskap mellem dem og som holdtes gående hele livet, hvilket ikke hindret at de i all elskverdighet kritiserte hinannen som de skarpe konkurrenter de var. Kielland sammenligner skildringen av sildefisket i «Gaa paa!» og den i «Skipper Worse» og finner at Lies beskrivelse bunner i embedsmannsforfatterens ringeakt og mangel på kjennskap til almuens følelse og tenkesett. Lie på sin side skriver om «Arbeidsfolk», at «den har rørt mig og den har forarget mig. Med undtagelse av Delphin, der virker som et stønn, er jo personerne sorte som blekk! Boken er diktet med hatets poesi - -»
Jeg skal citere et par brev fra Kielland i disse år, som tør være av interesse, særlig fordi de gir uttrykk for hans embedsmannshat, som vi senere i disse erindringer vil komme tilbake til.
Kjøbenhavn, 6. januar 1883.
Kjære hr. Jonas Lie!
Tak for Deres venlige linjer fra Paris. Det skulde også være mig kjært at sætte brevvekslingen igang mellem os. Derfor har jeg ladt Deres brev ligge en stund, for at finde en klar dag. Men idag opgiver jeg det og skriver bare for at takke for brevet og for at ønske Dem og Deres et glædeligt nytår.
Hvad der optar alle mine tanker og ikke levner mig humør til fornuftig skrivning, er det uveir af falitter, som nu går over Stavanger. Mine bedste venner, byens ældste huse og første navne, er ruinerede eller på randen af det. I. A. Køhler & Co. (stadshauptmand Wilh. Hansen) er stanset; Ploug & Sundt (Fr. Hansen, min ven) har holdt møde med sine kreditorer, for at søge moratorium (sådant noget synes jeg aldrig, et handelshus pleier at kunne overstå), og af de få og upålidelige avisefterretninger i forbindelse med mit kjendskab til handelsverdenen hjemme går jeg nu og fantaserer sammen de ulyksaligste kjeder. Idag har jeg telegraferet. Selv har jeg intet at tabe. Men jeg skjælver endnu for mange af mine nærmeste og kjæreste venner. De kjender vist ikke byen nok til at interessere Dem for dette; men det er mig ikke muligt at tale om andet; begivenheden er noget så uhørt - omtrent som om Rothschild i Paris eller Ths. Joh. Heftye i Kristiania vilde gi sig til at ramle overende. Ja, mig vil intet av den art længer kunne overraske.
I. A. Køhler siges at stå således: - a propos! - alt dette har De naturligvis læst i «Morgenbladet» i caféen; undskyld! Men om De træffer min søster, Kitty, vil det dog interessere hende og kanske Dem med, at mit nye, ubyggede hus er faldt med de gamle, store; det var nemlig Fredr. Hansen, som vilde bygge for mig, lægge ud penger og lede arbeidet. Jeg er imidlertid så rystet ved disse store fald, at jeg bare er glad, jeg hverken har gjæld eller hus, og jeg tænker at leie hus hjemme i Stavanger, thi én ting står fast, om så alt falder: hjem vil jeg. Vil De hilse Deres kone, min søster og Bjørnsons fra Beate og mig selv - et glædelig nytår!
Deres hengivne
Alexander L. Kielland.
Stokke pr. Stavanger, 11. februar 1884.
Kjære hr. Lie! Tak for Deres venlige hilsen av 30. december 1883. Det er ganske sandt: jeg har gået længe - altfor længe uden at tage fat; og jeg er begyndt uden den rette lyst; det er første gang, jeg finder det tungt og besværligt at følge med mine egne tanker; her har regnet så altfor vanvittigt og jeg er bleven for fed. Jeg har derfor været og er inderst inde mismodig og indolent; der burde hænde noget, som kunde ryste mig op. Her foregår for lidet. Det kan ikke nytte at ville negte det -, her er deilig at være; men her er ikke anregung nok for én, der har ansats til dovenskab og fedtdannelse. Men tænker jeg så på det bøle af norske, som nu er i Paris, så priser jeg dog min ensomhed.
I de allersidste dage har vi havt solskin, og jeg har skrevet bedre; ånden er nu næsten kommen over mig, og så ved jeg, det blir dårlig med brevskrivningen. Og dog ligger her 10 ubesvarede breve - allesammen fra folk, som er sine fire sider værd! Ellers er det bare moro at ha mange breve; jeg holder mangen gang mere af dem end af selve vennerne; jeg er lidt doven i samtale, indtil jeg blir vild og rasende, og da træger jeg oftest bagefter. Et brev kan man derimod tage, som man vil - enten gribe noget og tage det alvorlig, eller lade det gå urenset, når man ikke vil svare og knibe sig fra det hele ved elskværdighed. En levende mand er værre at blive af med; derfor elsker jeg breve, men går gjerne med en liden gru til en samtale; til et møde, hvor der tales, lod jeg mig ikke slæbe af en hvid elefant!
Og da Deres lille brev mest var en nytårshilsen, vil jeg opsætte med at skrive ordentligt til næste gang. Jeg har glædet mig meget over Deres «Familien paa Gilje»; med min bedste vilje kan jeg ikke finde noget at udsætte på den; De beundrer jo selv denne embedsstand, hvis bundløse lurvethed De kjender gjennem generationer; og så går De harmløs lige på randen af en flammende satire. Men la mig nu holde op; der er dem blandt mine venner, som mener, at jeg har en feil på forstanden i retning af embedshad; det er såmen meget muligt.
Vil De hilse Kitty og si, at hendes brev må nok ligge et par dage, men til Bjørnson må jeg skrive idag eller imorgen. Min ærbødige hilsen til Deres frue.
Deres
Alexander...
