Fortale.
Innhold Jeg ved, at denne bog er et monstrum af en bog - literært som socialt. Men desværre, den maatte bli det i begge henseender.
Literært, fordi jeg, uden oprindeligt literært talent, i trediveaars alderen saa mig nødsaget til selv at overta løsningen af en opgave, som jeg i en aarrække havde gaat og ventet paa skulde bli løst af en anden - den opgave nemlig at indlede en moderne norsk romanliteratur.
Socialt, fordi denne opgave ikke kunde løses uden ad naturalistisk vej, og fordi ethvert virkelig naturalistisk værk baade ved sin form og ved sit indhold nødvendigvis maa støde voldsomt an imod, hvad der nu for tiden ansees for god social tone.
Jeg skal forklare hvorfor:
Naturalismen er - kort defineret - deterministisk digtning.
Og determinismen gaar ud fra, at menneskene under de faktisk forhaandenværende omstændigheder umulig kan handle anderledes, end de virkelig handler. Den gaar med andre ord ud fra, at hvis et menneske drages til ansvar for sine handlinger, saa drages han til ansvar for noget, hvori han ingensomhelst «skyld» har, hvori han altsaa er ganske og aldeles «uskyldig». Men at drage et menneske til ansvar for det hvori han er ganske og aldeles «uskyldig», det kan man ikke gjøre med nogen moralsk ret.
Determinismen gaar altsaa ud fra, at man aldrig med nogen moralsk ret kan drage et menneske til ansvar for hans handlinger. -
Den praxis det moderne samfund befølger, svarer ikke ganske til denne determinismens opfatning. Det moderne samfund bekjender sig som man ved til en bestemt herskende moral, i den opdrages den opvoxende slægt og for overtrædelse af den sætter samfundet forskjellige straffe i den hensigt at bevidstheden om straffen, der følger paa den umoralske handling, skal træde støttende til, hvor den moralske følelse skulde vise sig utilstrækkelig, til trods for den moralske opdragelse.
Saadan er det moderne samfunds praxis, og ved denne praxis opretholdes den dag idag den gamle morals herredømme.
Og hvad er det, som derved sker? Hvad vil det sige, at moralen ved hjælp af den moralske opdragelse og det moralske ansvar sejrer hos den store masse af individer?
Intet andet, end at alle de individuelle anlæg og tilbøjeligheder, der staar i strid med den gjængse moral, trænges tilbage; at m. a. o. individualiteterne nivelleres, hindres i at komme til fri udfoldelse. - Ved denne individualiteternes nivellering fattiggjøres det personlige individuelle liv, og følgen er, at samfundslivet, det sociale liv, istedetfor at være et frugtbart samliv mellem rigt udviklede individer, hvis forskjelligartede og ejendommelig udformede naturer bryder sig imod hinanden i et rigt vexlende farvespil, svinder ind til en ensartet sammenlevens farveløse graat i graat. - Fattiggjørelsen af den enkeltes liv hævner sig mangefold paa det sociale livs gehalt.
Deterministen ser paa denne fattiggjørelse af livet - og beklager den. Baade for sin egen og for alle de andres skyld. Og er han forfatter, saa kunde det nok hænde, han fik lyst til at ta et rigtig forkrøblet exemplar af arten og lægge det frem for offentligheden; pege paa de spirer, som oprindelig fandtes, vise, hvordan de lidt efter lidt dræbtes under den moralske udvikling, og saa stille det frem i hele sin nøgne fattigdom, det ynkværdig forkrøblede liv, hvori denne kastreringsudvikling endte.
Men hvis han gjør det?
Ja, saa skriger publikum op - og lejesvendene, de strænge dusinkritici gaar i spidsen - : hvorfor fremstiller han ikke heller det skjønne i livet end det stygge! Dette ækle stof, og denne utilhyllede fremstilling af det i hele sin ækkelhed - vi ved ikke hvad der er modbydeligst. - Nej, digtningen skal være skjønliteratur, ikke stygliteratur.
Dog, der blir ikke skrevet saa mange af den slags bøger; der er nemlig andre opgaver, som ligger den deterministiske forfatter nærmere.
Sagen er den:
Der gives en hel del individer, som er slig anlagte, at den moralske følelse, trods alle samfundets moralske foranstaltninger, alligevel ikke formaar at voxe sig saa stærk hos dem, at den bringer dem til at handle moralsk. Disse individer faar da sin straf en straf, som dikteres dem af den moralske offentlige mening - : de blir stødt ud af det egentlig sociale liv. Og i tusinder og atter tusinder af tilfælde blir denne udstødelse af det sociale liv begyndelsen til en række ulykker, der ender i fortvivlelse og undergang. - Lad os tænke paa, hvordan det i de fleste tilfælde gaar unge forbrydere, imod hvem samfundet, ogsaa efterat de har udstaaet sin lovlige straf, fremdeles blir ved at udøve et moralsk ansvar. Og - for at ta et enkelt literært exempel - : lad os tænke paa Alex- ander Kiellands «Else», som for sin moralske forseelses skyld blir stødt ud paa gaden af sin - gudbevars kjærlige, men moralsk forblindede plejemor, og derved gaar tilgrunde. Og lad os tænke paa de utallige andre unge piger, hvem det gaar ligedan. Lad os tænke paa, hvad det vil sige det: at leve udstødt af det sociale liv og bli behandlet som samfundets bærme og udskud; lad os tænke paa, hvad det vil sige, og vi vil forstaa, hvorledes selve livet og dermed ogsaa den personlige frihed da faar saa lidet at betyde, at risikoen for at miste liv og frihed ikke længer formaar at afholde individet fra forbrydelsen, afholde det fra aaben kamp mod samfundet som samfund - denne kamp, der saa godt som bestandig ender med individets undergang som menneske.
Deterministen ser paa disse sørgelige frugter af det moralske ansvar og gribes af sympathi for alle disse ulykkelige ofre for den offentlige menings moralske tyranni først fordi disse menneskers oprindelighed tiltaler ham, dernæst fordi de lider. Og bor der en digter i ham, kan det nok hænde, han stiger ned i den verden, hvor disse ulykkelige har sit tilhold, vandrer omkring iblandt dem, lever sammen med dem og studerer deres liv dernede i de skumle regioner, hvor smuds og raaddenskab, raahed og uterlighed, uhumskhed og forvorpenhed spirer frodig frem af fattigdommen og den aandelige elendighed, som sop af den sumpige jordbund. Og naar han saa stiger op igjen til dem, som har sine hjem deroppe i lyset og luften, og fremstiller for dem i levende sandru billeder disse forulykkede individers tragiske levnetsløb - : hvordan de først begyndte sin tilværelse deroppe i dagens klare lys de ogsaa; hvordan de saa, slig som de nu engang var, af omstændighedernes magt med nødvendighed førtes ind paa de umoralske veje, ind under det moralske ansvar; og hvordan de saa blev kastet ud paa skraaplanet, hvor de med jern- haard nødvendighed gled ned i elendigheden - naar han skildrer med levende farver for dem heroppe al den gru, som de i sin moralske forblindelse fører ned over disse ulykkelige; saa venter han, at den moralske forblindelse skal falde som skjæl fra deres øjne, at de skal slaa sig for sit bryst og bekjende, at deres er skylden, og at de skal sige til sig selv hver enkelt af dem: jeg vil ikke længere være med paa denne grufulde umenneskelighed! jeg vil ialfald fra nu af gjøre mit til, at der kan bli en ende paa dette moralske tyranni, saa al denne menneskelige elendighed endelig engang kan komme til at høre op.
Ja, se det venter han den stakkels mand - men hvad sker?
Det pene moralske forkrøblede samfund vender sig fra ham med afsky. - Aa fy! fy! disse naturalister! siger de; bestandig har deres emner «en affinitet til det lave og slette, til det, der svækker anstændighedsfølelsen ved sit forhold til det obscøne». Med sine modbydelige billeder besmitter de vor fantasi og tilsøler de vort følelsesliv - og vor moralitet tar skade deraf. Og sligt kalder de kunst! - Nej, den sande kunst, den stiller sig som opgave «at øve en forædlende indflydelse paa fantasi og følelsesliv og derved indirekte paa moraliteten.»
Og der staar naturalisten, plantet paa sine to bene i stum forbauselse - : Hvad væver de om «forædling» de bæst! - hvad andet er det, han har villet med at vise dem sine nøgne sandru billeder af disse menneskeliv, som endte dernede i sølen, end netop at forædle deres forkrøblede fantasi og følelsesliv og dermed tillige deres moral! - Men deres sind er ikke modtageligt for forædling. Forgjæves har han vist dem i hele sin smudsige afskyelighed al den elendighed, som de ved sin umenneskelig umoralske moral fører ned over sine medmennesker - de vil ikke be- skjæftige sin fantasi og sit følelsesliv med saa lavtliggende ting som den menneskelige elendighed, de selv frembringer; de vil bare fort- sætte med at frembringe den. - Og han den stakkars forfatter, som indbildte sig, han skulde kunne røre dem til medlidenhed med de ulykkelige ofre! som indbildte sig, han skulde kunne vække saamegen menneskelighed hos dem, at de opgav sin gamle fordærvelige individualistiske moral og lod sig besjæle af den nye moral, samfundsmoralen,som ikke kjender andre moralske pligter end dem, samfundet har overfor individerne, ingen moralske pligter, som individerne skulde ha ligeoverfor samfundet! ...
Men du naadsens gud! siger man; skal individerne ikke længer ha moralske pligter? det vil jo ikke sige andet, end at nu skal alle menneskets lavere drifter, som hidtil har vært holdt saa nogenlunde i ave af moralen, slippes løs og faa lov at boltre sig, som de vil. Og da har vi jo den største uretfærdighed af alle - : de stærkere individers ret over de svagere! ...
Aa nej da! Har samfundet den moralske pligt ligeoverfor individerne at sørge for, at enhvers - ikke nogen enkeltes, men alle og enhvers individualitet kan komme til fri udfoldelse; har m. a. o. samfundet den moralske pligt at sørge for, at...