Sommerhusbyerne

Kapitel 1

Sommerhusområder - også et historisk fænomen

Danmark rummer i dag 230.000 sommerhuse, og med en gennemsnitlig husstandsstørrelse på 1,9 person har omkring 440.000 direkte adgang til et sådan gode, hvortil kommer den store ukendte del af befolkningen, der med familie- og venskabsrelationer til sommerhusbesiddere nyder godt af samme.1 Sommerhuset er dog ikke blot udtryk for knapt 7 procent af befolkningens bolig- og levevilkår og ferie- og fritidsanvendelse, men har også dannet en særlig byform, der mange steder i landet præger det åbne landskab og kyststrækninger, og som dermed har skabt betydelige udfordringer for myndighederne i disses forsøg på at værne om disse værdier .

Men sommerhuset er også både et historisk, bebyggelsesmæssigt og geografisk fænomen. Ikke mindre en tre fjerdedel af vor tids sommerhuse er således placeret i sommerhusområder opstået fra omkring århundredskiftet og frem til afslutningen af efterkrigstiden i årene omkring 1990. Disse sommerhusområder blev op gennem det 20. århundrede en af tidens nye byfomer, og fik i modsætning til andre bydannelser sin helt særegne fordeling rundt om i landet.

I slutningen af efterkrigstiden

En undersøgelse i 1980 viste således, at sommerhusområderne i gennem en knap 100 år lang periode primært havde lagt sig omkring kyststrækningerne, men også at visse dele af landet havde både meget store sommerhusområder og en større andel af landets sommerhuse, end de havde af dets samlede areal (tabel 1).

Det gjaldt: Vestsjællands Amtskommune med den meget stor sommerhuskoncentration i bl.a. Odsherred. Nordjyllands Amtskommune med sommerhusområderne omkring Skagen og langs vestkysten. Storstrøms Amtskommune, der ud over de meget store sommerhusområder ved Karrebæksminde og på Falster også kunne mønstre betydelige sommerhusbebyggelser på Lolland, Bogø og Møn. Og i nogen grad også Ringkøbing og Ribe amtskommuner med Vestkystens sommerhusområder. I sommerhusmæssig henseende hørte Øst-, Midt- og Sønderjylland og Fyn derimod til landets udkantsområder.

Fordelt på Danmarks hovedlandsdele rummede den sjællandske øgruppe de største sommerhusområder, og havde den største koncentration af sommerhuse i 1980. Mens øgruppens areal udgjorde godt en femtedel af landets, omfattende den i 1980 57 procent af dets sommerhuse. Hovedstadsmetropolens godt 1,7 mio. store og stærkt koncentrerede befolkning, svarende til godt en tredjedel af landets folketal, var afgørende, og bevirkede, at metropolen, der alene udgjorde 6,4 procent af landets areal, inden for sit eget geografiske område lagde arealer til knap en fjerdedel af dets samlede antal sommerhuse.

Inden for hovedstadsmetropolen havde Frederiksborg Amtskommune i 1980 de største sommerhusområder og den største andel af sommerhuse (tabel 2). I det væsentligste koncentreret til den nordsjællandske Kattegatkyst, hvor sommerhusområderne havde rødder tilbage til tiden før århundredskiftet, og Hornsherred og kyststrækningerne på Roskildes Fjords nord- og østside, der først blev åbnet for sommerhusbyggeri efter sidste verdenskrig. Som hovedstadsmetropolens anden sommerhusområde rangerede Roskilde Amtskommune med efterkrigstidssommerhusområder fortrinsvis i den sydlige del af Hornsherred og på det nordlige Stevns. I Solrød og Greve kommuner, i samme amtskommune, var der på dette tidspunkt et mindre antal sommerhuse tilbage fra det lange sommerhusbælte, der fra mellemkrigstiden tidligere havde strakt sig fra Jersie Strand til Avedøre, men som i den første efterkrigstid var overgået til helårsbeboelse og blevet en del af hovedstadsmetropolens radiale forstadsbånd langs Køge Bugt.

Tabel 1. Sommerhuse og sommerhusområder samt folketal og areal, Danmark, 1980.2

Amtskommuner Procentfordeling Antal sommerhuse Antal sommerhuse Antal sommerhusområder Areal Folke- tal pr. sommerhusområde Vestsjælland 23,4 12,5 6,9 6,1 541 Frederiksborg 20,8 9,8 3,1 7,3 607 Nordjyllands 12,7 12,1 13,3 5,1 303 Storstrøms 9,2 9,1 7,9 5,7 291 Fyns 6,2 16,4 8,1 9,9 110 Århus 6,1 7,6 10,6 12,6 230 Ringkøbing 5,8 10,1 11,3 5,8 167 Ribe 4,7 3,0 7,3 4,7 445 Sønderjyllands 3,8 7,1 9,2 5,5 154 Roskilde 3,4 3,8 1,2 4,5 258 Vejle 2,3 1,4 7,0 7,2 460 Viborg 1,2 2,8 9,6 10,2 126 Bornholms 0,3 3,1 1,3 1,6 33 Københavns 0,1 1,2 3,2 13,8 19 Hele landet 100 100 100 100 289

Sommerhusbyen -de lange linjer

Ud over løn- og arbejdsvilkår, boligforhold og andre levevilkår blev fritid, ferie og fritidsanvendelse markante sociale markør fra industrikapitalismens gennembrud i midten af det 19. århundrede og i følgende 170 år og dermed også markører for, hvordan denne del af den sociale ulighed i samme periode gjorde sig gældende. Blandt disse markører blev særlige bygninger for sommerophold tidligt særdeles håndgribelige, og havde været det længe. Allerede fra det 17. århundrede havde hovedstadens aristokrati opført sommerresidens- og jagtslotte, og siden rejste det københavnske storborgerskab landsteder i Nordsjælland og på Frederiksberg. Op gennem den sidste halvdel af det 19. århundrede tog industrialismens borgerskab denne sommerboligform til sig og omsatte den til et langt mere omfattende byggeri af villaer- og palæer i sommervillabyer ikke alene langs Øresundkysten, men også i eksklusive enklaver andre steder i Danmark.

I det 20. århundredes første halvdel blev det i et vist omfang mellemlaget af funktionærer og mindre selvstændige, der kom til at henlægge ferie- og fritid i ofte beskedne huse i de større sommerhusområder, der skød på i det øvrige Nordsjælland og ved Køge Bugt, og udviklede sig til en selvstændig byform: Sommerhusbyen. Indtil efterkrigstidens stigende realløn, kortere arbejdstid, velfærd og privatbilisme igangsatte en veritabel sommerhusbølge, der skyllede indover hele Nordsjælland, ned langs Roskilde Fjord og Hornsherred og videre ud på det øvrige Sjælland, og gjorde sommerhusbyen til et meget synligt element i det åbne landskab og ved kysterne.

En regional udfordring

Sommerhusbyens historie er dermed også historien om, hvorledes industrikapitalismens urbanisering skabte stadig større og flere miljøbelastninger, og vanskeliggjorde en rationel fordeling af bybebyggelserne efter art og funktion. I et stadig større omfang bredte sommerhusbyerne sig således ud langs kysterne og ind i deres baglande og spolerede dermed naturværdier på samme tid, som almenhedens lige adgang til og ophold i rekreative område blev indsnævret eller direkte ødelagt. Med nogle sommerhusbyers efterhånden stadig større helårsbeboelse og dermed overgang fra land til forstad eller satellitby, fulgte samtidig behov for bymæssige faciliteter så som forstærket kloakering, bedre veje, mere effektiv forsyning med vand og elektricitet og med tiden også velfærdstilbud- og institutioner.

Samlet en buket af udfordringer, som godt nok i udgangspunktet var lokale, men som med sommerhusbyernes betydelige geografiske udbredelse tidligt blev regionale. En regional udfordring, som den fremvoksende velfærdsstat fra slutningen af 30´erne begyndte at regulere og planlægge sig ud af. Først gennem de muligheder, som den udvidede fredningslovgivningen gav, siden via zonepålæg, bygnings- og byplanvedtægter og byudviklingsplaner og til sidst gennem regionsplanlægning og særlovgivning.

Danske sommerhusområder 1980.3

Tabel 2. Sommerhuse og sommerhusområder samt folketal, hovedstadsmetropolen, 1980.4

Amtskommuner Procentfordeling Antal...