Kapitel 1
Fra borgerprotester til brandkorps

Officielt er 1. juli 1886, den dato, hvor der blev etableret et egentligt organiseret brandvæsen i Nakskov. Et fast lønnet brandkorps, på dengang 20 mand, som var tilknyttet en brandstation, hvortil alle brandmeldinger skulle indgå.

Der har selvfølgelig været en eller anden form for brandslukning før 1886. -men selve brandslukningen var dengang fuldstændigt frivilligt og uorganiseret, så man dårlig nok kunne kalde det for et brandberedskab, for selv den mindste ildebrand i den indre by, ville være en katastrofe, da husene lå tæt og dengang bestod af bindingsværk og på de ældste huse var tagene stadig stråtækte, der gav god næring til flammerne, hvis man ikke var hurtig nok til at bekæmpe dem.

Ofte gik "brandslukningen" ud på at rive det brændende hus, og måske nogle nabohuse, ned og dernæst få sprøjtet noget vand på ruinerne, så ikke ild og gløder spredte sig yderligere.

Provinsbefæstning under svenskekrigen

Nakskov lå strategisk vigtig i forbindelse med fortidens mange krige, så i midten af 1500-tallet, fik Nakskov sin befæstning, som provinsbefæstning for enevælden.

Her blev bykernens udstrækning "fastlåst" i et vist omfang frem til 1700-tallet.

Mod vest lå volden langs Byfogedsøen til fjordens indskæring. Her kan man fortsat kan ane noget af den gamle byvold, hvor det polske hus lå i Vejlegade.

For enden af Vejlegade, lå Vejlegadebro over Byfogedsøens udløb. Ved broen var den nordlige byport, med landevejen til landsbyerne Madeskov, Branderslev og det lille færgeleje ved Tårs.

Voldens baglinjen lå langs Kattesundet og Hollændergade, disse var anlagt som voldgader på begge sider af Tilegade, der dengang var byens hovedstrøg.

For enden af Tilegade var en byport ved landevejen til de små landsbyer Krukholm og Sæby, og videre mod Maribo.

Området omkring Søndergade og den nye byport er først anlagt i slutningen af 1500-tallet. Dette område var meget sumpet ned til stranden omkring Halsted Å, dette område er i dag inddæmmet til Indrefjorden.

De efterfølgende år blev der anlagt fremskudte bastioner og nye voldgrave. Nygade menes at være anlagt på en tidligere voldgrav, omkring 1628.

Efter svenskekrigen 1658-1660, mistede enevælden interessen for de små provinsbefæstningers betydning, i 1688 blev garnisonen (de militære tropper) i Nakskov nedlagt, og i 1705 blev begyndte man at nedlægge befæstningen efterfølgende blev arealerne frigivet til byens borgere.

Dog havde Nakskov heldigvis været forskånet for store og altødelæggende brande efter den svenske belejring, da man i Nakskov gennemførte, som en af de første købstæder i landet, et lovforslag, hvori der stod, at der ikke måtte bygges nye huse med stråtage inden for byportene. Årsagen til dette var at mange nakskovitter, på daværende tidspunkt, stadig kunne erindre, hvor hårdt ramt byen var under den svenske belejring i 1659, hvor en stor mængde huse, med stråtage, nedbrændte.

I dag kan man godt fornemme dette lovforslag blev taget seriøst, da man sådan set ikke kan finde et eneste stråtækt hus i bykernen, og kigger man på nogle af de ældste nuværende bygninger, som eksempelvis Theisens Gård, med det lange kornmagasin langs Badstuestræde. Dette er opført omkring 1702, og med tegltag.

Og vender man blikket over mod byens ældste bygning, Dronningens Pakhus, som er opført omkring 1589-1591, her er det de første 16-17 fag tættest på Havnegade, der er det oprindelige pakhus og fra Enkedronning Sophies tid. De resterende 1314 fag, er fra 1656, hvor man forlængede pakhuset, der blev brugt til opmagasinering af korn, der skulle udskibes fra Nakskov Havn.

Også dette er opført med tegltag. Det vides dog ikke om den ældste del af pakhuset oprindelig var med stråtag, som kan være fjernet ved forlængelsen af pakhuset.

Mistillid til vægterkorps

Omkring starten af 1700-tallet, havde Nakskov et lille vægterkorps, på blot to vægtere, der gik rundt i byen, så på den måde var Nakskov i og for sig overvåget, hvis der skulle opstå brand ved nattetide, og derved var vægterne forpligtet til at råbe "BRAND", "tilstrækkeligt højt til at bringe alle mand af hus", og alle mand hjalp selvfølgelig til med "brandslukningen" - redde hvad der reddes kunne.

Et vægterkorps på to mand, lyder måske ikke af meget, men man skal huske på at rent arealmæssigt var bykernen inden for voldene, ikke særlig stor, men til gengæld var bykernen tæt og velbygget med mange gamle gavlhuse.

Med tiden var flere borgere var begyndt at nære en vis mistillid til vægternes årvågenhed, da mange borgere levede i skræk for en natlig ildebrand, især når man fik efterretninger fra resten af landet om altødelæggende brande, som havde lagt halve og hele byer i aske. -Og mange nakskovitter kunne som sagt, stadig huske nogle af de voldsomme brande, der havde været under den svenske belejring.

Panikken spredte sig og dette endte med at 18 borgere i 1703, sammen i protest, gik til byens Magistrat, med et forslag om at der blev oprettet et årvågen borgerkorps, så byen kunne overvåges forsvarligt om natten, mod opståen ildebrand.

Magistraten i Nakskov, bestod dengang af borgmestre, det vil sige borgmesteren, og viceborgmestre, samt nogle rådmænd. De havde som sådan den overordnet magt i byen.

Det var også dem som blandt andet stod for skatteindkrævninger og især toldafgifter, som dengang var den primære indkomst i Nakskov.

Forslaget lød på at der skulle oprettes en borgervagt på en fire til otte mænd, til byens bevarelse mod ildebrand, tyve eller anden ulempe.

Skulle der opstå brand eller brandlugt, skulle vagten have lovhjemmel til, uden modstand, at undersøge de pågældende huse.

Borgmesteren sagde i første omgang nej til borgerkorpset, men i stedet blev forslaget sendt til "afhøring" hos "De 12 Mænd", for at høre deres mening om borgerforslaget.

"De 12 Mænd", var en borgerrepræsentation, der var oprettet i 1661, før da havde byen en borgerrepræsentation på 24 mænd, som efterfølgende blev reduceret til 12 mænd, i december 1660.

Den "nuværende" borgerrepræsentation på de 12 mænd blev efterfølgende i juli 1791, reduceret til 6 mænd, som var byens "Eligerede Borgere" og ikke mindst nøje udvalgte borgere, fra de bedre kredse i byen, "der var noget ved musikken".

Ordningen med borgerrepræsentation fortsatte frem til 1837, hvor man så småt begyndte at organiserer et "demokratisk" byråd, som vi kender det i dag.

"De 12 Mænd" kunne godt tiltræde sig borgernes ønsker om et borgerkorps, men i første omgang ønskede man at ansætte yderligere en vægter, så byens vægterkorps kom op på tre mand, der skiftevis var forpligtet til gå en runde, hver nat klokken 12, 2 og 4.

Dette forslag fra "De 12 Mænd" faldt dog alligevel ikke helt i god jord hos byens Magistrat, som hellere så, at der blev oprettet et helt nyt værn.

Først og fremmest fordi det var billigere, men mon ikke også at borgmesteren ville holde sig gode venner med byens borgere, der nærede en vis mistillid til byens vægterkorps, dette kunne nok hurtig smitte af på borgmesteren, så på daværende tidspunkt, ville det ikke være nogen god idé at udvide vægterkorpset.

Borgerkaptajnerne Anders Holm og Mads Horn, fik til opgave at oprette et borgerværn med en forpligtet vagtordning, som skulle stå vagt ved byens to porte i henholdsvis Søndergade og Vejlegade.

Vagtholdet skulle bestå af en underofficer og seks mand, der hver aften klokken 10 skulle stille ved borgmesterens dør med "fuldt gevær", og derefter marchere til portvagten. ved de to byporte.

Når vægterne havde gået deres aftenrundet og råbt "klokken 10".

-Klokken 10 var den borgerlige sengetid.

Derefter startede borgerværnets vagt og her skulle der gås en runde i byen klokken 12 og klokken 2, og om vinteren en ekstra runde klokken 4.

Alle mand i byen var forpligtet til at deltage i vagten, "Mand for mand, hus for hus, ingen undtagen" hed det.

Udeblev man fra vagten, skulle vedkomne betale stedfortræderens vagthonorar på 12 Skilling.

-Én Skilling vil i dag svare til omkring 2 øre.

Ordningen med borgerværnet fungerede upåklageligt, og byen blev derved forsvarligt overvåget, hvis der skulle opstå brand, eller anden form for kriminalitet.

Byens første brandsprøjte og...