Livet i restordre

 
 
Books on Demand (Verlag)
  • 1. Auflage
  • |
  • erschienen am 18. September 2018
  • |
  • 160 Seiten
 
E-Book | ePUB mit Adobe DRM | Systemvoraussetzungen
978-87-430-0694-7 (ISBN)
 
Novellesamling om livet, når det er mest uforudsigeligt. Selvtægt, kærlighed med et twist, organdonation og bedrag i den gode sags tjeneste er temaer, der tages under kærlig behandling.
1. Auflage
  • 0,16 MB
978-87-430-0694-7 (9788743006947)
weitere Ausgaben werden ermittelt
John Odin debuterer som skønlitterær forfatter med novellesamlingen "Livet i restordre". John har tidligere udgivet "Den store skulderbog" (fagbog).

PIGEN MED DE TØRRE LÆBER


Han husker, at hendes skuldre hang næsten bekymrende slapt, mens hænderne sikkert bevægede sig henover tangenterne. Musikkens rytme kunne asymmetrisk aflæses i lægmusklernes spænden op og slappen af, mens fødderne legede med klaverets pedaler på en næsten ubeslutsom måde. Hun var nøgen, og det lange lyse hår hang i tjavser og let fugtigt efter sex. Han lå ugidelig og tilfreds i dobbeltsengen og betragtede hende. Hun kastede uventet hovedet bagud, men håret vedblev at klæbe til ryggen. "Let 's detonate the streets tonight." Hendes stemme var kraftfuld og vandglasset var stadig halvt fyldt.

Han var lykkelig. Nærmest vulgært lykkelig. Måske var det speeden, der for alvor toppede. Måske var han også opsat på mere sex. Han nød hver eneste muskels musikalske bevægelse i hendes krop. Han nød bare at se hende. Han nød at høre hende. At dufte hende. Musikken hørte op, og hun sad stadig med hovedet kastet tilbage. Hun var også vel doped. Det var et uhørt lykkeligt øjeblik. Og de havde kun kendt hinanden en uges tid, og faktisk kendte de slet ikke hinanden. Måske var det netop det, der gjorde det hele så lykkeligt. Han kendte ingen af hendes fejl, af hendes irriterende vaner, og det var rart og fyldestgørende lige nu. Øjeblikket måtte gerne vare evigt, men han vidste, at det gør sådanne øjeblikke aldrig.

Hun var blevet hverdag, og han var blevet ædru, og det var stadig som en drøm om end med en svagt apokalyptisk undertone, de begge mestrede at fortrænge. De mødtes ved et uheld. Han var ude at løbe sin morgentur, og hun lå faldet på stien. Hun havde jord i panden, og påstod, at hun ikke havde smerter i knæet, men han kunne se, hvor smertefuldt det var for hende, da hun forsøgte at strække benet. Det var slut april, men stadig koldt og jorden hård. Han hjalp hende op, og inviterede hende hjem, så han kunne lægge is og kompression om knæet. Hun takkede overraskende ja, og allerede her, var han solgt. Når han så hende i øjnene, var der en uvirkelig tiltrækning, og han havde ikke turdet italesætte den for hende, i frygt for at lyde voldsomt banal. Men det var som om, de havde kendt hinanden altid.

Hun måtte tage løbebukserne af, og han kunne omgående mærke virkningen af hendes bare ben, fugten af sved og bløde kurver. Duften af hendes parfume nåede ham langsomt.

Han hentede en ispose i fryseren, og viklede den ind i et viskestykke, mens han stiltiende bad til, at hun ikke bemærkede den mere end daggamle opvask, der stod spredt over køkkenbordet. Han vidste godt, at den slags bemærkede kvinder. Han bøjede isposen rundt om hendes knæ, og holdt fast.

"Du må komme igen, så jeg kan tilse knæet, når hævelsen er faldet." Han forsøgte at få det til at lyde henkastet. Hun så mistroisk på ham.

"Er du læge?"

"Næsten." Han bevægede forsigtigt isposen hen over knæskallen fra side til side, og nikkede alvorligt.

"Hvordan kan man være næsten læge? Du er lidt for gammel til at være medicinstuderende, er du ikke?" Hun betragtede ham nysgerrigt.

"Mjoh"

"Hvad laver du så?"

"IT," svarede han, og glædede sig over hendes latter.

"IT går altså også i stykker tit," protesterede han.

"Og får virus."

Det var godt nok for hende, og hun indvilgede i, at lade sig tilse igen et par dage senere, selvom hævelsen ikke havde været tydelig, og de havde næsten været uadskillelige siden. Kort hjem og hente tøj og medicin, samt andre uvæsentlige om end uopsættelige handlinger, som kortvarigt ophævede fortryllelsen, der dog bare tog til, for hver gang de igen var sammen. Med visse undtagelser.

Fredag den 5. maj var sådan en undtagelse. Det havde været en god dag. De var hjemme i hans lejlighed igen efter en kæreste tur i København, og de var hurtigt endt i soveværelset. De var en uge inde i forholdet, der endnu ikke var et udtalt forhold. Blot en serie af dates. Men de fornemmede begge, at de var tæt på at krydse den tynde streg mellem tilfældige møder, og fast forhold. Hun sad på kanten af sengen iført skjorte, BH og trusser. Det var der ikke noget underligt i. Han havde på dette tidspunkt ikke set hende i mindre tøj. De to gange, de havde haft sex, havde hun beholdt skjorte eller bluse på, og han havde ikke tillagt det nogen anden betydning, end at de var så optagede begær, at der ikke var tid til andet. Hun så ham i øjnene, mens hun langsomt trak skjorten af.

"Det er nu, at du skal løbe skrigende væk." Ordene gav først ingen mening, men da skjorten var væk, stod store plamager changerende fra rød til sort henover hendes venstre underarm. Hans blik kunne først ikke flytte sig fra de blodunderløbne mærker, og da han først så op, var det for sent.

"Undskyld, det var ikke for at stirre. Jeg ved ikke. Hvad er der sket?

"Jeg er ikke narkoman, hvis det er det, du tænker," svarede hun. "Og jeg ved godt, at du ikke kan finde mig tiltrækkende. Det var dumt af mig at tro, at det ikke betød noget."

"Hey, stop. Det betyder ikke noget. Jeg blev bare overrasket og bekymret. Du ligner en, der har fået seriøse tæsk. Undskyld.. Men hvad er det, der er sket?"

"Jeg er i dialyse," svarede hun. "Og jeg har meget dårlige årer at stikke i, så jeg ser forfærdelig ud, hver gang, de har stukket."

Han strøg hende over kinden.

"Seriøst, det betyder virkelig ikke noget. Jeg er ikke mindre vild med dig af den grund, hvis det er det du tror. Jeg er bekymret, for jeg går ud fra, at du er alvorligt syg så?" Han betragtede hendes triste ansigt. Det var helt oprigtigt, at han ikke fandt hende det mindste mindre tiltrækkende. Han var fuldstændig vild og besat, og hun kunne ikke være mere perfekt.

"Du er så smuk, og jeg vil så gerne være sammen med dig, Anne Louise." Det lød utilsigtet alvorligt, da han kaldte hende ved navn.

"Jeg er alvorligt syg, og nu får du hele sandheden, og du har min fulde forståelse, hvis du stopper legen her," Hun var alvorlig. Ingen spor af tårer eller bevægelse.

"Jeg er nyresyg, og jeg er i dialyse. Jeg har ikke voldsom lang tid tilbage, hvis lægerne har ret, og udover at jeg er i dialyse tre gange om ugen, er jeg misbruger af amfetamin, da det er eneste måde, jeg kan fastholde et bare lidt normalt liv. Ellers er jeg så vanvittig træt, at jeg sover den sidste smule af mit liv væk, og det vil jeg ikke. Jeg er psykisk uligevægtig og svinger fra jubeloptimist til svært depressiv, og der er intet jeg kan gøre for at ændre det. Jo, speeden gør mig tit gladere, men det hjælper ikke hver gang. Kom så, løb skrigende væk."

"Men.." Han ville gerne sige noget velovervejet, men ordene forsvandt i tankemylder inden, de blev formuleret og udtalt.

"Kan du ikke få en transplantation?"

"Nej" Et kort konstaterende nej.

"Øh, hvorfor ikke?"

"For det første fordi, at der ikke lige hænger ledige nyrer på træerne, og for det andet fordi, at jeg udover at være begavet med to nærmest ikke-fungerende nyrer, så har jeg også en ualmindeligt sjælden blodtype, så sandsynligheden for, at der kommer en ny nyre, er lig nul. Jeg skal snart dø, Jonas."

De sad længe uden at sige så meget. Han ville gerne bare holde om hende. Hun brød stilheden efter lang tid. Det var blevet mørkt, og mærkerne på armen var for en stund forsvundet.

"Jeg vil gerne være din kæreste, så længe jeg er så relativt frisk som jeg er nu. Men når det går akut ned ad bakke, må vi stoppe."

Han kyssede hendes kind.

"Jeg vil også gerne være din kæreste, men jeg kan ikke love dig at stoppe. Det bliver i medgang og modgang, og til døden os skiller. Du kender smøren. Det kan være, at jeg går ud foran en bil i morgen, og du bliver fandeme hængende selvom jeg ender som grøntsag på sygehuset. Forstået?" Hun smilede for første gang den eftermiddag.

"Jeg fornemmer, at du er pisse stædig".

De spiste aftensmad. Kinesisk take away. Hun spiste meget lidt, mens han tømte boksen til sidste nudel stump uden rigtig at forholde sig til, om han var sulten eller ej. Hun drak meget vand.

Hun fortalte, at det skulle hun. Hun fortalte, at hun havde fået forstærket sin blodåre kunstigt, så den trods alt var lidt bedre at stikke i, om de mange kedelige...

Schweitzer Klassifikation
BISAC Classifikation
Warengruppensystematik 2.0

Dateiformat: EPUB
Kopierschutz: Adobe-DRM (Digital Rights Management)

Systemvoraussetzungen:

Computer (Windows; MacOS X; Linux): Installieren Sie bereits vor dem Download die kostenlose Software Adobe Digital Editions (siehe E-Book Hilfe).

Tablet/Smartphone (Android; iOS): Installieren Sie bereits vor dem Download die kostenlose App Adobe Digital Editions (siehe E-Book Hilfe).

E-Book-Reader: Bookeen, Kobo, Pocketbook, Sony, Tolino u.v.a.m. (nicht Kindle)

Das Dateiformat EPUB ist sehr gut für Romane und Sachbücher geeignet - also für "fließenden" Text ohne komplexes Layout. Bei E-Readern oder Smartphones passt sich der Zeilen- und Seitenumbruch automatisch den kleinen Displays an. Mit Adobe-DRM wird hier ein "harter" Kopierschutz verwendet. Wenn die notwendigen Voraussetzungen nicht vorliegen, können Sie das E-Book leider nicht öffnen. Daher müssen Sie bereits vor dem Download Ihre Lese-Hardware vorbereiten.

Bitte beachten Sie bei der Verwendung der Lese-Software Adobe Digital Editions: wir empfehlen Ihnen unbedingt nach Installation der Lese-Software diese mit Ihrer persönlichen Adobe-ID zu autorisieren!

Weitere Informationen finden Sie in unserer E-Book Hilfe.


Download (sofort verfügbar)

20,99 €
inkl. 7% MwSt.
Download / Einzel-Lizenz
ePUB mit Adobe DRM
siehe Systemvoraussetzungen
E-Book bestellen